Du skal ikke være bange (eller skal du…)
”Kun en tåbe frygter ikke haven” Således sagde min gode nabo Flemming til mig, kort efter vi havde overtaget vores ”nye” sommerhus. Sommerhuset var opført i slutningen af 60érne, og haven var oprindeligt anlagt i en klassisk villahave stil, med rosenbed foran huset og div. blomstrende rododendron og andre stedsegrønne buske forskellige steder i haven. Både huset og haven trængte gevaldigt til en kærlig hånd, og det var tydeligt at det var mange somre siden at haven kunne komme i nærheden af sommerhusidyl. Et utal af tårnhøje nåletræer omgav huset alle de forkerte steder, og henlagde terrassen i total skygge. Brombærkrat havde fået frit spil til at vokse sig vildt, og gjorde store dele af haven komplet ufremkommelige. Ydermere stod et gammelt skur og et lille legehus og rådnede midt i en bunke assorteret storskrald.
Kort sagt- Flemming tog ikke fejl.
Hakuna Matata
Når man som mig står over for et uoverskueligt haveprojekt skal man ikke være bange. Træk i stedet vejret og slap helt af. Du når det nok.
Heldigvis var jeg ikke alene. Min svigerfar gik straks i krig med motorsaven, min svoger rev de rådne skurer ned mens manden pendlede imellem huset og genbrugsstationen. Selv gik jeg i krig med bombærkrættet og meterhøje brændenælder (tak arbejdshandsker). Snart var der plads til at man kunne danne sig et overblik over haven, og vi kunne begynde at planlægge hvordan det ”færdige” resultat skulle tage sig ud (fun fact! En have er ALDRIG færdig).
Her er fire ting du skal huske inden du kaster dig ud i en omfattende haveomlægning
- Planlægning. Jeg anbefaler at du lægger to planer: En langsigtet plan, hvor den færdige haveplan er løst skitseret, samt en kortsigtet plan for de konkrete arbejdsopgaver du står over for nu. Dette vil give dig det fornødne overblik til at få nået dine mål.
- Du er ikke alene! Husk at gøre brug af dit netværk og lok vennerne til med pizza og rødvin i bytte for arbejdskraft
- SoMe! Brug de sociale medier til inspiration og information. De kan være en kilde til visdom for den nye haveejer.
- Fear is the mindkiller. Du har intet at frygte. Kast dig ud i arbejdet med JA hatten på, og husk at nyde det